Hvorfor forbliver ideen om aktivering så central i arbejdsmarkedspolitikken og kan ekspertgruppens nylige anbefalinger rokke herved?
: 28.06.2024
11. episode af CUBB-cast

Hvorfor forbliver ideen om aktivering så central i arbejdsmarkedspolitikken
: 28.06.2024
11. episode af CUBB-cast
Af Helle Schøler Kjær, journalist
I de seneste 35-40 år har ideen om, at snart sagt alle arbejdsløse skal mødes med krav om deltagelse i aktivering gået sin sejrsgang i Danmark og mange andre lande. Ideen er løbende blevet udsat for kritik, hvilket også har ansporet omfattende ændringer af aktiveringspolitikkens indhold såvel som styringen af denne. Alligevel forbliver ideen om aktivering selve grundpillen i politikken og indsatsen rettet mod de arbejdsløse.
Det gælder også efter regeringens ekspertgruppe for fremtidens beskæftigelsesindsats i slutningen af juni 2024 foreslog at skære dybt i aktivering for de mest udfordrede arbejdsløse.
Det vurderer adjunkt Niklas Andreas Andersen, der i denne CUBB-cast forklarer, at eksperterne foreslår politikerne at flytte magten over, hvem der i denne gruppe skal aktiveres, fra lovteksten til den enkelte sagsbehandlers faglige skøn. Forslaget er endnu ikke blevet behandlet af Folketinget.
For de arbejdsløse, der vil kunne tage et job i morgen, fastholdes aktiveringen og med den yderligere sanktioner, hvis det ikke går hurtigt nok at komme i arbejde.
For de udsatte arbejdsløse anbefaler ekspertgruppen helt at fjerne sanktioner i lovgivningen, men også her forskydes magten til sagsbehandlerne. De kan beslutte at sanktionere en borger, hvis der er et ’tillidsbrud.’
Niklas Andreas Andersen ser således ekspertgruppens forslag som seneste eksempel på, at kritik af aktiveringsideen ofte afføder radikalt nye måder at styre, organisere og levere indsatsen til de arbejdsløse, men sjældent udmønter sig i en reel diskussion af ideens grundprincipper. Altså en diskussion af, hvorvidt aktivering i virkeligheden er en særlig god ide.
Niklas Andreas Andersen har sammen med professor Flemming Larsen skrevet en artikel om årsagerne til denne robusthed i aktiveringsideen. Den har overskriften Activation policy: bruised and battered but still standing og er udgivet i tidsskriftet Policy and Society på forlaget Oxford Academic.
Podcasten indgår i en serie om CUBBs forskningsresultater. CUBB er en forkortelse af Center for Udvikling af Borgerinddragende Beskæftigelsesindsatset, der hører under to institutter ved Aalborg Universitet: Institut for Politik og Samfund og Institut for Sociologi og Socialt Arbejde. CUBB er støttet af den A.P. Møllerske Støttefond.
Helle Schøler Kjær har planlagt interviewet. Michael Christophersen har komponeret kendingsmelodien og redigeret podcasten.
Du kan finde 11. episode af CUBB-cast her.
CUBB realiseres med støtte fra
Kontakt CUBB